Folk er vilde med vandring i Mols Bjerge

Nogle af turene er udsolgt to måneder før, oplyser Ebeltoft Outdoor

30. oktober 2017:

De sidste år har budt på mange nye vandreture, og specielt i den sidste halvdel af 2017 er vandrerne begyndt at opdage Mols Bjerge. En række vandreture under betegnelsen Oplev Mols Bjerge sælger som aldrig før.

“Vi oplever at der er udsolgt på vandreture to måneder før de skal afholdes. Og det er endda med 100 deltagere til flere ture. Det overrasker både mig som arrangør og de forskellige guider der indgår i vandreturene. Men vi har ramt et koncept som mange ønsker at være en del af,” udtaler Thomas Kjerstein fra Ebeltoft Outdoor.

Konceptet “Oplev Mols Bjerge” fokuserer mere på fællesskab og større grupper end traditionelle formidlingsture, hvor fortællinger og viden om naturen skal udbredes og uddybes. Med det nye vandrekoncept kan alle være med, og den enkelte deltager tager sin egen umiddelbare oplevelse med hjem fra fællesskabets vandring i den kuperede natur i Mols Bjerge.

Søger en styret og fælles oplevelse
“Mange søger en oplevelse i naturen, hvor guiden tager styringen på vandreturen i et par timer," fortsætter Thomas Kjerstein.

"Det gør at deltagerne kan finde roen til at opleve og være en del af det store fællesskab. Formidlingen er sekundær på disse ture, og det åbner for deltagernes små men dybe samtaler og fællesskab”.

Samarbejdet mellem en række guider og Ebeltoft Outdoor som arrangør har betydet at turister og lokale har fundet et fælles sted at søge naturoplevelser.

Målrettede begivenheder
“Vi har i 2017 erfaret at vi sammen er stærkere. Med Ebeltoft Outdoors koncept har vi samlet guidernes kompetencer og styrker, og det har medført at vi kan tilbyde målrettede begivenheder. Og med vores fælles deltagelse i Nationalpark Mols Bjerges servicenetværk har vi mulighed for at udvikle og udbyde ture med et bredere samarbejde i 2018,” oplyser Thomas Kjerstein

Nationalpark Mols Bjerge samarbejdede i 2017 med Ebeltoft Outdoor om udviklingen af en vandreevent der tilbød det bedste fra området på en to-dages tur. Der satses igen stort på denne oplevelse i 2018 under navnet “Nationalpark Hiking”, og turen er nu udvidet til en hel weekend med plads til 40 deltagere.

“Vi har enormt meget at byde på i vores område. Ved at sammensætte de mange kvaliteter i form af måltider og oplevelser i tæt kontakt med naturen og lokale guider opnår vi noget helt unikt. Det er den oplevelse vi skal udvikle med vandring på første klasse. Fuld skrue på alle sanser.” afslutter Thomas Kjerstein

Se mere på: http://visitebeltoft.dk/guide

Foto: Tommy Sørensen.