4. oktober 2017:

DDS-spejderne i Ryomgård havde forleden besøg af kulturminister Mette Bock, samt borgmester Claus Wistoft og viceborgmester Kirstine Bille.

I den anledning kom elever fra Produktionshøjskolen Djursland og serverede "vovet vejmad" - lækre pizzaer med fyld af røgede, selvfangede fisk og sankede brombær.

En kørende bænk, fremstillet på basis af en gammel motorbør, samt en transportabel røg- og pizzaovn indgår i projektet, der er et Kulturring Østjylland projekt med titlen "Vovemod - viljen til talent".

Konkurrence for produktionsskoler
Eleverne på skolen havde inden besøget puklet hele ugen sammen med lærerne og Mads Nybro (innovativ kok og madgøgler) samt Jonas Hallberg - "Pindhunden" (idémager og byggekunstner).

Billederne i galleriet nedenfor viser en del af processerne hen over ugens arbejde, som 9. november ender i en stor event sammen med de øvrige produktionsskoler.

Her dystes om, hvem der har lavet det allerbedste vovemods-projekt.

Eleverne og lærerne kørte i karavane fra skolen til spejderpladsen med rygeovn, banner og pizzaovn gennem Ryomgård. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og på spejderpladsen hørte ministeren og de to lokale politikere om spejdernes hverdag og produktionshøjskolens projekt.