Streetsport og underholdning for hele familien i Kraftværket

Workshops, konkurrencer, action og hygge i selskab med streetsportens dygtigste udøvere i skaterhallen 11.-13. august

6. juli 2017:

Kraftværket i Kolind kommer 11.-13. august til at summe af glade unge med interesse for streetsport og streetkultur, men lederen af skaterhallen Kraftværket understreger, at hele familien er velkommen til den store Street Festival.

”Der bliver virkelig noget at være med i, og vi sørger for underholdning og konkurrencer til både de unge, de mindste og deres forældre,” fortæller Pernille Greve, formand for foreningen Kraftværket.

Festivalen bliver, når entréen er betalt, en hyggelig og udfordrende blanding af shows, action og gratis workshops for hele familien.

Fordybelse og tid til hygge
Rundt omkring på området kommer til at stå telte med bl.a. streetsport-shops, og på den nylagte asfalt lægges op til basketballturnering.

Deltagerne kan fordybe sig i emner som Scoot (trickløbehjul), graffiti, parkour og klatring, fremgår det af programmet. Her omtales også hoppeborg, elastikspring i trampolin, streetdance m.v.

I klatretårnet står en instruktør klar til at hjælpe dem, som gerne vil til tops på den ti meter høje væg, og for de mindste arrangeres tegne/male-værksted i forbindelse med graffitiworkshoppen. Skulle man blive træt af al denne aktivitet, er det også muligt bare at slappe lidt af og hygge.

Verdensnavne kommer til Kolind
Inde i skaterhallen kan deltagerne møde verdenskendte topnavne inden for Scoot-sporten.

”Den firedobbelte verdensmester i Scoot/trickløbehjul – Dakota Schuetz og hans bror Hunter Schuetz tager denne weekend hele vejen fra Californien for at besøge Kraftværket i Kolind,” fortæller Pernille Greve.

Ved den tre-dages Street Festival vil brødrene inspirere og undervise unge danske riders, give shows og skrive autografer.

Den nye mester kommer
Det bliver også muligt at møde den helt nyslåede verdensmester, Dante Hutchinson (billedet).

Den 16-årige englænder vandt i juni ISA Verdensmesterskaberne i Barcelona, så det er et kæmpe scoop for Kraftværket at få den nu travle unge mand til Street Festival. Dante Hutchinson kommer sammen med importfirmaet AJ Scooters for at give shows og skrive autografer.

Den dygtige discjockey DJ Raven står for musikken. Der kan købes mad og drikke på festivalområdet.

Street Festival, der planlægges og styres af Kraftværket, er et Aarhus 2017 projekt, støttet af Norddjurs og Syddjurs Kommune.

For mere information kontakt Pernille Greve: 20481078

Link:
www.facebook.com/Kraftvaerketcom