Syddjurs er Spil Dansk-kommune igen

Uge 44 bliver fyldt med dansk musik, fra pop og jazz til børnehavemusik og familiekoncert

22. oktober 2018:

Hvert år sættes der i uge 44 fokus på dansk musik med organisationen Spil Dansk i spidsen over hele landet.

Der lægges op til en uge i Syddjurs med musik for alle aldersgrupper og indenfor enhver musikalsk genre - bare musikken er af dansk oprindelse! Som officiel Spil Dansk-kommune får Syddjurs glæde af en række musikarrangementer og oplevelser, der sætter fokus på ugens musikalske tema.
 
Spil Dansk-projektet opfordrer til, at lokale arrangører og musikentreprenører byder ind i et bredt lokalt Spil Dansk-program. Derfor vil man blandt andet både kunne opleve Syddjurs Seniororkester, kirkekoncerter, musikforedrag, fællessang og meget mere.

 

Mangfoldigt program
En række af kommunens aktører har været aktive med at arrangere Spil Dansk-koncerter, og for eksempel inviterer Musik i Rønde (MiR) til en cabaret om Benny Andersen, i Nimtofte Kulturhus er der koncert med Ann-Mette Elten og i Kulturhuset i Ebeltoft er der release-koncert med jazzduoen Bjørnskov & Kwella.

Derudover vil man kunne deltage i fællessang i Kolind+, hvor der synges et udvalg af årets 18 "Spil Dansk-sange", som er nøje udvalgt og indspillet til inspiration for enhver.
Også de små får glæde af Spil Dansk, når alle daginstitutioner og dagplejere inviteres til musik og sjov i Hornslet og Ebeltoft, mens man i Rønde får en sangkonsulent ud for at give pædagogerne i en børnehave musikalske tricks til hverdagen.
 
"I Syddjurs Kommune glæder vi os over at kunne præsentere et bredt udsnit af Spil Dansk-arrangementer, hvor der er noget for enhver smag. Spil Dansk-ugen giver alle på tværs af byer, genrer og aldre mulighed for at mødes omkring den danske musik, som jo er vores fælles kultur, hvad enten den er ny eller gammel" siger formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur Riber Hog Anthonsen.
 
Det er dog ikke kun koncerter, der er plads til i Spil Dansk-ugen - der bliver også sat ord på musikken.. Mørke skole skal bl.a. have en sangskriverworkshop, de unge i DEMO-rådet og Værelze 313 skal diskutere politik og omskrive det til en rap, mens biblioteket står i spidsen for et musikforedrag om H.C. Andersen og operadivaen Jenny Lind.
 
Spil Dansk er et nationalt projekt, som har til formål at styrke musiklivet i Danmark. I år er hele 29 kommuner officielle Spil dansk-kommuner.
 
Find en oversigt over alle Spil Dansk-arrangementerne i Syddjurs Kommune på www.spildansk.dk og OplevSyddjurs' Facebook.