Sonos Olrikum - Olrikkernes lyde

Svingende instrumental dansemusik på middelalderinstrumenter

Sonos Olrikum er en gruppe, der består af familien Olrik - fem medlemmer: Magnus, Laura, Freja, Anne-Gerda og Mikkel Olrik. Navnet er latin og betyder "Olrikkernes lyde".

Og lyd er, hvad man kommer til at høre, når gruppen stiller op som middelalder-ensemble. Mikkel Olrik fortæller:

"Vi spiller på mange forskellige instrumenter, hvoraf de fleste har deres oprindelse i middelalderen: Blokfløjer, krumhorn, chalumeau, rebec, mandola, oktav-mandolin, drejelire, trommer og andre rytmeinstrumenter".

Hjemmebyggede middelalderinstrumenter
"Vi spiller middelalderens folkemusik, som vi forestiller os den må have lydt i festligt lag og på markedspladserne rundt i Europa - som svingende instrumental dansemusik. Mange af vores instrumenter er mere eller mindre hjemmebyggede, bl.a. har færdiggjort en del "kits" fra butikken "The Early Music Shop" i England.

Mikkel Olrik fortæller, at familien i markedsboden formidler middelalderen ved at spille musik - men også ved at fremvise, forklare og fortælle anekdoter om instrumenterne.

Desuden demonstrerer "Sonos Ulrikum" også brikvævning, snorefletning med bl.a. "slyngstokke", som man har anvendt helt tilbage fra jernalderen, og andre tekstilforarbejdninger.

"Vi fremviser også vores hjemmesyede dragter som er kreeret af Anne-Gerdas hjemmevævede uld- og hør-stoffer, som også faldbydes i boden sammen med enkelte mindre beklædningsgenstande og hjemmegarvede skind," slutter Mikkel Olrik.

 

Mere om Sonos Olrikum:

http://sonosolrikum.dk/ og https://www.facebook.com/sonosolrikum/

Alle billederne på denne side er leveret af Sonos Olrikum.