Genopdag tre slotte på to hjul

Smuk cykeltur med tre etaper, så alle kan være med

14. maj 2019:

 

Lørdag 1. juni byder Kulturring Østjylland på guidet cykeltur under overskriften "Tre slotte på to hjul". Turen foregår i roligt tempo gennem kulturlandskaber med en erfaren cykelguide, som undervejs på turen fortæller om, hvad man kan se. Alle slags cyklister er velkomne til at deltage - også dem med elcykel. Turen skal sætte fokus på cykelruten Kulturringen, der går gennem de syv kommuner i Kulturring Østjylland og Aarhus Kommune.

 
På cykelturen kan deltagerne få lidt at spise og drikke, og skulle uheldet være ude, så cyklen får problemer med at køre ordentligt, er der mulighed for at få problemet fikset. Det er også muligt at blive kørt tilbage til udgangspunktet med en følgebus, hvis man ikke har lyst eller kræfter til at køre hele vejen hjem på cykel.
Tre etaper på cykelturen
"Tre slotte på to hjul" er opdelt i tre valgfri etaper på henholdsvis 22 km, 28 km og 50 km. Hvis man vil køre 50 eller 28 km starter turen ved Sløjfen i Hadsten klokken 8.00.
 
Den lange tur går igennem Favrskov, Syddjurs og Norddjurs Kommuner via Clausholm (kendt fra "Den store bagedyst") og Rosenholm Slot ("Jul på slottet") til Gammel Estrup (Det Grønne Museum og Herregårdsmuseet).

Den mellemlange slutter ved Rosenholm, og vil man nøjes med de 22 km, så møder man bare op ved Rosenholm Slot klokken 12.00 og kører sammen med langturscyklisterne til Gammel Estrup.
 
Man skal tilmelde sig
Foruden "Tre slotte på to hjul" har Kulturring Østjylland arrangeret yderligere tre ture syd for Aarhus: "På cykel til Samsøs vikingetid", en "Feinschmecker Tour" med musik, ølsmagning m.v. - og "Den Familievenlige Tour" med besøg i en frugtplantage, minigolf og afslutning med bål og snobrød.
 
Frist for tilmelding til alle ture er 29. maj. Det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser, og tilmelding er et krav af hensyn til bestilling af forplejning og følgebus.
FAKTA:
Bag Kulturring Østjylland står foruden Syddjurs kommunerne Norddjurs, Favrskov, Odder, Samsø, Hedensted og Skanderborg.
Kulturring Østjyllands ture er del af den store, regionale festival Genopdag, der finder sted i ugerne 23 og 24. Genopdag arrangeres af Europæisk Kulturregion, som er et samarbejde mellem Region Midtjylland og de 19 kommuner i regionen.
Læs mere på Kulturringens Facebook: www.facebook.com/kulturringen.dk
Mere information og tilmelding på Kulturringens hjemmeside: https://kulturringen.wordpress.com/arrangementer-2019/
   
Kontaktinformation
Fritidskonsulent Søren Trangbæk, Syddjurs Kommune, kan kontaktes for yderligere information på stra@syddjurs.dk eller 23699167.