Aprilfestivalens program er nu på vej til din postkasse

Over 150 forskellige gratis teaterforestillinger opføres rundt om i Syddjurs 15.-22. april

4. april 2018:

I disse dage udkommer det trykte program for Aprilfestival 2018, der i Syddjurs byder på op imod 165 forskellige gratis teaterforestillinger for børn, unge og deres familier. Programmet lægges (eller er allerede) i din postkasse, så du og din familie i ro og mag kan læse om de mange gratis forestillinger og vælge favoritterne ud.

”Aprilfestival er en af de største kulturelle begivenheder, man kan forestille sig, og jeg håber, at alle i hele Syddjurs Kommune vil tage godt imod og tage aktivt del i denne kulturfest for hele familien,” siger Riber Anthonsen, formand for udvalget for Plan, Udvikling og Kultur.

Forestillingerne spænder vidt, så der er noget for enhver smag og aldersgruppe: Dukketeater, flotte danseforestillinger, forestillinger om problemerne ude i den store verden, teater om kærlighed, sorg, frygt… Læs selv beskrivelserne i det omfattende program.

Teatret som samlende og forandrende kraft
Teatercentrums direktør, Henrik Køhler, peger i programmet på teatret som en samlende kraft omkring fælles oplevelser, der kan give stof til eftertanke og måske ændre et menneskes syn på verden.

Sammen med Syddjurs’ borgmester, Ole Bollesen, håber Henrik Køhler, at alle i Syddjurs vil tage godt imod og følge opfordringen til at drage ud til nogle af de mange forestillinger.

I det trykte program er alle forestillingerne kort omtalt, og der er farvekoder på forestillingerne, så det på forhånd er let at danne sig et overblik over, hvilken aldersgruppe den enkelte forestilling er rettet imod.

Bestil billetter fra 10. april
Aprilfestivalens lokale koordinator, Nanna Graugård Jessen, oplyser, at programmet allerede nu kan ses på www.aprilfestival.dk – og fra 10. april kan billetter bestilles på hjemmesiden. Hvis man ønsker lidt mere vejledning og personlig betjening, er Ebeltofts gamle rådhus på Torvet 2A i Ebeltoft indrettet som billetkontor fra 16. april.

Hen over festivalugen, der 15. april skydes i gang med en gallafest for børn og deres voksne i Kom-Bi på Nyvej 3 i Hornslet, spilles teater rundt om i institutioner, på skoler, biblioteker, i telte, en kirke, et ældrecenter… Hele kommunen kommer til at summe af teater, og også i Aarhus, Norddjurs og Favrskov kan man få del i nogle af de cirka 650 teateroplevelser, der er i vente.

Men der er mere endnu: I dagtimerne arrangeres også teaterforestillinger rundt om på skoler og børneinstitutioner, så børnene dér får ekstra teaterforestillinger, som ikke fremgår af det trykte program!

Gæstespil og lokale indslag
Det er svært at fremhæve den ene forestilling frem for den anden, men som eksempler på spændvidden i udbuddet kan nævnes to gæstespil fra henholdsvis Sydafrika og Frankrig/Norge. Det førstnævnte har titlen: ”No Fun ction AlL anguage” (sådan staves det!) og spilles af The Chaeli Campaign.

Stykket fra Frankrig/Norge hedder ”Ashes” og spilles af Plexus Polaire.

Gunilla Lind Danseteater stiller med en visuelt flot danseforestilling: ”Vanity of Modern Panic – V.O.M.P” – og Kompagni Kalas rejser til Syddjurs med ”Norden Rundt”.

André Andersen SOLO byder på forestillingen ”Heksejagt” – med lokale referencer til heksejægeren på Rugård, og Syddjurs Egnsteater deltager i Aprilfestival med hele to forestillinger:  ”Liget og Lottokuponen” samt ”KÆMPEN som ikke havde hjerte i livet”  - den første er en krimi-noir, den anden en dukketeaterforestilling efter folkeeventyr af Asbjørnsen og Moe.

Se video om nogle af de kommende forestillinger:

Sådan henter du 4Dscan appen til Android:

Sådan henter du 4Dscan appen til Iphone:

Fakta om Aprilfestival:
Aprilfestival er verdens største turnerende teaterfestival med forestillinger for børn og unge.

Teaterfestivalen afvikles i år i samarbejde mellem Syddjurs Kommune og Teatercentrum 15.-22. april.

Teatercentrum er en selvejende institution under Kulturministeriet og arbejder for at sikre børn og unge oplevelser med professionel scenekunst for store og små.

Over 100 professionelle teatre optræder på festivalen med 150 forskellige forestillinger.

Der uddeles i løbet af festivalen 25.000 gratis billetter, som kan bestilles på www.aprilfestival.dk fra 10. april eller hentes på det gamle rådhus i Ebeltoft fra 16. april.

Festivalen rykker desuden ind på alle skoler og i alle daginstitutioner og har som målsætning, at alle børn i kommunen oplever teater mindst én gang i løbet af festivalugen 15.-22. april 2018.

Bliv frivillig på Aprilfestival 2018:

Åbne frivilligmøder – kom og hør mere om at være festivalfrivillig:

4. april kl. 17-18 på Rønde Bibliotek

5. april kl. 17-18 i Aktivitetshuset i Ebeltoft

Tilmeld dig på www.aprilfestival.dk

Eller kontakt aprilfestival@syddjurs.dk

Vi glæder os til at skabe et brag af en festival sammen med dig!

Opgaver for frivillige:

Vi får blandt andet brug for hjælp til oppyntning, caféopbygning, barsalg og vejvisning, som værter på spillestederne, praktiske hænder for teatrene og chauffører for festivalens gæster.

Du kan som frivillig være med til at give teatrene og publikum en uforglemmelig festival.

Mere om Aprilfestival:

www.facebook.com/aprilfestival.dk/

www.aprilfestival.dk/  

Du kan også se programmet ved at scanne Aprilfestivalplakaten eller postkortet med 4Dscan appen. Til sidst i animationen kan du klikke dig ind på mobilsitet m.aprilfestival.dk