Program 2017: lørdag 10. og søndag 11. juni åbent 10-17

1. juni 2017:

Velkommen til Kong Menveds Marked 2017. Nu er der ikke længe til!

Der er fuld gang i forberedelserne, og Peter Jørgensen, som er primus motor, lover et Kong Menveds Marked, der er endnu mere børnefamilievenligt end sidste år.

Der vil som i fjor komme fodfolk i show-slåskamp.

Du vil kunne høre inciterende musik og købe dejlig middelalderinspireret mad – og mere nutidig kost til de, som er knapt så kulinarisk modige.

Børnene og deres forældre kan glæde sig til flere gratis børneaktiviteter - samt nogle, som koster lidt.

Glæd dig til Menveds Marked!

Også i år vil du kunne høre middelaldermusik, bl.a. med Almune og Sonos Olrikum, opleve jægeren fra middelalderen partere et dyr og se forskellige kampgrupper dyste mod hinanden.

Bl.a. kommer den populære Ridder Ole, billedet til venstre, der sammen med sin hustru i gruppen ”Ildhesten” gjorde stor lykke i fjor og foregående år. De laver et fejende flot riddershow på deres smukke heste. En flok islandske heste kan også nydes undervejs rundt på pladsen.

Gøglere sørger for munter underholdning, og i adskillige boder står mange engagerede mennesker parat for at fortælle om gamle håndværk - bl.a. gruppen Favrskov Middelalder, billedet nedenfor, som laver mad efter gamle opskrifter, syr hatte og arbejder med at fremstille forskelligt læderarbejde. Alt sammen med respekt for, at tingene skal være historisk korrekte.

Smykker og mode i middelalderen
I mange boder sælges de mange smukke håndlavede ting, historiske artefakter m.v.

Se de gamle smede i aktion og hør vidende mennesker fortælle om smykker og mode gennem middelalderen og renæssancen – dragter, hatte, bælter, sko, tasker og den slags.

Maria Heel fortæller om tekstilfarvning med planter, som findes i naturen. Se hvordan hvidt stof på mirakuløs vis skifter farve i smukke blå eller røde nuancer.

Langbuelauget Iwaz sørger for et område, hvor man kan prøve at skyde med bue og pil, og man kan se dem snitte buer. Eventyrridderne er primært rollespillere men blander eventyr, rollespil og middelalderfortælling.

Lidt godt til ganen
Man kan få lov at slå sin egen mønt, børnene kan prøve at skyde med (lufttryks)kanon, kaste med hammer eller økse.

I Mester Peders lejr kan ses dukketeater, ligesom man kan lege gamle lege, høre eventyr m.v.

Mols Urtedram fortæller om urter og snaps. Man kan købe urteblandinger på markedet, hvis man ikke foretrækker selv at finde sine urter og sanke dem.

Det er også muligt at overvære tilberedningen af de svin, som aktørerne skal spise om aftenen. En lokal jæger fortæller om at skyde et rådyr, partere det, garve skindet m.v. – et stort tilløbsstykke sidste år.

På pladsen kan man, når sulten melder sig, til menneskelige priser købe kød på spid, pølse med brød, arme riddere, brændte mandler og nødder, saltmandler,  glaserede æbler, pandekager, mjød, saft, vand, sodavand og øl.

Kong Menveds Marked er stadig under forberedelse. Her på siden og på Facebook vil du løbende kunne finde billeder fra sidste år, få praktisk information og følge udviklingen i planlægningen frem mod Kong Menveds Marked 10. og 11. juni 2017. Du har meget at glæde dig til!

Entré: 75 kr.  - Børn under 10 år er gratis.
Markedet holdes på Sdr. Stegeløkkepladsen ved Kalø, Molsvej 36, 8410 Rønde.

https://www.facebook.com/kongmenvedsmarked.dk/