To unge talenter tildeles talentpris af Syddjurs Kommune

Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur bevilger 10.000 kr. til deling mellem rytter og fodboldspiller

8. september 2017:

 

Der var glade smil på læben hos både unge idrætstalenter og deres forældre, da udvalget for Plan, Udvikling og Kultur uddelte i alt 10.000 kroner til ligelig deling mellem en rytter fra Thorsager og en fodboldspiller fra Ebeltoft: Line Busk Heltborg på 13 år og Malou Vendelbo Sørensen, 12 år.

"Det er udvalgets håndsrækning til, at I kan komme videre med jeres karriere," sagde Kirstine Bille, formand for udvalget ved en lille reception for de dygtige unge idrætsfolk, som udvalget bad fortælle, hvilke stjerner, de rækker ud efter.

Line, der er medlem af Kongsvad Rideklub i Thorsager, fortalte, at hun selv har to heste og får lov at låne en tredje, som hun har opnået gode resultater med.

Fylder det meste af familiens fritid
Hun blev nummer fem til DM i spring for pony og children i marts 2017, deltager i distriktsstævner og landsstævner og rider Baltic Cup i Danmark, Sverige og Norge.

Den unge rytter vandt i juli DM sølv for children ryttere. Hun er desuden udtaget til reserve for det landshold, der red EM i august, og da sporten koster mange penge, luner de 5.000 kroner, som tænkes brugt på et intensivt springkursus samt tilskud til detagelse i Baltic Cup.

Den anden prismodtager, Malou Vendelbo Sørensen, spiller til daglig fodbold på Ebeltoft IF's U12-hold, men hun spiller også to-tre gange om ugen i Lyseng IF i Aarhus.

Aarhus-klubben satser på elitefodbold på kvindesiden, og hendes træner i Lyseng vurderer, at Malou med det rette talentudviklingsprogram vil kunne nå rigtig langt, fx blive udvalgt til DBU's talentsamlinger og talentudviklingsprogram.

Line havde sin far, Erik Heltborg, med til prisoverrækkelsen. Han fortalte under det efterfølgende samvær, som også borgmester Claus Wistoft deltog i, hvordan Lines idræt året rundt fylder stort set al fritid for familien.

Kostbar lidenskab
"Vi rejser rundt i ind- og udland med hestetraileren spændt efter vores gamle VW Passat. Det er en lidenskab - men også en kostbar sport", fortalte Erik Heltborg.

Malous mor, Tine Vendelbo Sørensen, kunne også fortælle om en familie, hvor sporten fylder meget:

"Vi kører rigtigt mange kilometre. Mandag, onsdag og fredag kører vi ind til træning i Lyseng på den anden side af Aarhus, og så er der kampe. Fx skal vi lige om lidt til Silkeborg. I morgen er det Viborg... men det er en prioritering som familie - og vi hygger os sammen i bilen," understregede Malous mor, inden hun med datter og søn drog mod nye fodboldeventyr.

Billedet: Kirstine Bille, formand for udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, uddelte 5.000 kroner til hver af de to unge idrætstalenter, Line Busk Heltborg og Malou Vendelbo Sørensen.  

Talentpuljen:

Talentpuljens midler uddeles én gang årligt. Ansøgningsfristen er 1. maj.

http://www.syddjurs.dk/borger/kultur-og-fritid/tilskud-puljer-og-blanketter/puljer/talentpuljen