Ny vandretur i Mols Bjerge: Pandelampevandring

Ebeltoft outdoor klar med projekt i forbindelse med DGI-projektet "Move For Life" i november

21. september:

 

I forbindelse med det regionale DGI-projekt Move For Life arrangeres en ny vandretur ved Kalø Slotsruin 4. november 2017. Samarbejdspartnere fra Nationalpark Outdoor Festivalen i august er igen samlet i en formidling af områdets unikke natur.

"Vi oplevede i forbindelse med festivalen, at vi sammen fik formidlet vores natur til helt nye gæster i Nationalpark Mols Bjerge. Ved at knytte arrangører, guider og producenter fra Nationalpark Mols Bjerges servicenetværk kunne vi sammensætte en event, som havde flere kvaliteter og oplevelser, end vi normalt kan hver for sig," fortæller arrangør Thomas Kjerstein fra Ebeltoft Outdoor.

"Disse erfaringer har vi taget med i den nye vandretur ved Kalø Slotsruin og Jagtslottet i Rønde. Eventen samles under overskriften Oplev Mols Bjerge,"fortsætter Kjerstein.

Gentænker motion og bevægelse
I fuldmånedøgnet den 4.-5. november vil flere end 100 Move For Life-events finde sted på tværs af Region Midtjylland.

Motion og bevægelse skal gentænkes, når Danmarks smukkeste og mest bevægende fuldmånedøgn, Move For Life, løber af stablen. Foreninger fra vest til øst vil stå for flere end 100 events, der giver sved på panden og en oplevelse ud over det sædvanlige.

De første 100 events er skabt på workshops fordelt ud over hele Region Midtjylland, og også i Syddjurs Kommune har lokale kræfter skabt events.

Bliv del af en stribe lys
"Deltagerne vil opleve mørket komme, når vandreturen starter en sen eftermiddag lige inden solnedgang. Dermed intensiveres oplevelsen og mange nye sanseindtryk vil styrke formidlingen på turen. Vi beder alle deltagere om at medbringe en pandelampe, men guiden udleverer også en olielampe til alle deltagere, som dog er udstyret med led-lys".

På den måde vil deltagerne være en del af en stribe af lys, der bevæger sig gennem skov og marker på vej ned mod den fantastiske oplevelse ved Kalø Slotsruin.

"Her vender gruppen rundt og returnerer via en anden rute i skoven. Deltagerne skal altså forvente at møde naturen og vores kulturhistorie i efterårets lune og med mørket sænket over land og vand," udtaler Thomas Kjerstein fra Ebeltoft Outdoor.

Fakta:
Vandreturen er udviklet i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge, og Elsebeth Sørensen fra ProfilSund er guide på turen. Der er i alt plads til 40 deltagere.

Partnere:
Ebeltoft Outdoor

Nationalpark Mols Bjerge

Syddjurs Kommune

DGI - Move For Life

Tilmelding:
Læs mere om turen og tilmelding på: http://www.yourticket.dk/arrangementer/495/oplev-mols-bjerge---vandre-event/

Fotos: Tommy Sørensen.