Outdoor Festival samler de lokale i Nationalparken

Nationalpark Outdoor Festival afholdes 25. - 27. august 2017 i samarbejde med lokale foreninger

9. august 2017:
Den nye event Nationalpark Outdoor Festival, der afholdes i sidste weekend i august, har samlet frivillige, foreninger og en række nye guider til en weekend med fokus på den lokale natur. Alle arrangementer foregår udenfor i naturen og inddrager lokale og turister i mange aktive oplevelser.

"Det bliver en fantastisk weekend, hvor der er samlet lokale og eksterne instruktører omkring det fælles mål, at vise kvaliteterne og mulighederne i Nationalpark Mols Bjerge. Vi har fra starten haft fokus på at støtte op om de nye og små aktører inden for outdoor-turisme og det har virkelig skabt et unikt grundlag for udviklingen af events," fortæller initiativtager Thomas Kjerstein fra eventfirmaet Ebeltoft Outdoor.

I Ebeltoft Outdoor er man glade for at mærke den store interesse og lyst til at bidrage blandt de mange aktører.

Lokale foreninger byder ind med tilbud
"Det er en herlig start, og foreningslivet i Ebeltoft og på Mols har været inddraget i en planlægningsproces, hvor flere events er flyttet til eller planlagt netop til at indgå i festival-weekenden".

Ebeltoft Løb og Motion har budt ind med et løb med flere distancer, Ebeltoft Skiklub byder på rulleski og Ebeltoft Idrætsforening arrangerer et stort sponsorcykelløb. Festivalen skal samle de lokale foreninger og viser samtidig områdets foreningsliv frem for turister og interesserede lokale. En forenet indsats, der forhåbentlig kan øge medlemstallet i foreningerne.

"Foruden de mange aktiviteter der skal styrke formidlingen af vores natur, har vi arbejdet med at udvikle en Nationalpark Outdoor Food Festival, hvor mere end 30 køkkener vil lave mad over bål og gløder ved Maltfabrikken midt i Ebeltoft," oplyser Karen Wellendorf, direktør i foreningen bag festivalen.

Lokale outdoor-kokke og livemusik
En række kendte outdoor-kokke og mange lokale køkkener vil sikre at alle deltagere går mætte hjem efter at de har hørt live musik og smagt en masse små retter. Det bliver en ny sanseoplevelse i Ebeltoft.

Festivalen har som mål at inddrage hele Nationalpark Mols Bjerge i sit program i de kommende år.

Ønsket er at flere firmaer, institutioner, foreninger og private inden for outdoor-turisme vil bidrage til en fælles event der kan samle og udvikle vores område.

Udvikling af nye aktører og turistsamarbejde
Og udviklingen af de nye og små aktører er stadig et centralt fokus, og her er samarbejdet med de større turistudbydere næste projekt.

"Det har krævet et kæmpe overblik at søsætte en festival, der bygger på et bredt samarbejde og frivillig indsats på mange områder. Samtidig har vi fra starten ønsket at motivere lokale til at starte nye aktiviteter der har potentiale til at styrke vores outdoor-turisme," udtaler initiativtager Thomas Kjerstein fra eventfirmaet Ebeltoft Outdoor.

"Det har blandt andet gjort, at vi har søsat en ny vandreevent med Elsebeth Sørensen fra ProfilSund som guide i samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge. Også Anita Søholm fra NaturIldsjæl har i samarbejde med Museum Østjylland og forfatteren Josefine Klougart arrangeret en vandretur. Vi er meget tæt på at nå vores mål om at skabe en festival der kickstarter udviklingen af outdoor-turismen i Nationalpark Mols Bjerge".

FAKTA:
Nationalpark Outdoor Festival afholdes d. 25. - 27. august 2017.
Læs mere om festivalen på http://outdoorfestival.dk/ og enkelte events http://visitebeltoft.dk/

Partnere:
Nationalpark Mols Bjerge, Ebeltoft Outdoor, Aarhus 2017, Maltfabrikken.

Foto: Lars Clement, BusinessFilm