Ny workshop om LEGO-robotter

IT-produktudvikler Troels Rasmussen følger successen op med endnu en runde 21. og 22. oktober for børn mellem 10 og 12 år

17. oktober:
IT-produktudvikler Troels Rasmussen fik gedigen succes med sin workshop for børn sidste weekend om programmering af LEGO Mindstorms robotter.

Oplevelser og tilbagemeldinger fra børn og deres forældre var så positive, at Troels har valgt at tage endnu en runde workshops allerede fredag 21. og lørdag 22. oktober fra klokken 10.00-14.00.

”Børnene havde det sjovt i sidste weekend, og de var rigtig dygtige. De klarede alle de opgaver, som jeg stillede dem,” fortæller Trols Rasmussen, der i sidste øjeblik hev en hjælper med i arrangementet – Benjamin Ardal fra Ebeltoft.

Børnene vil gerne ”gå til robot”
”Det har helt klart givet mig blod på tanden i forhold til at lave flere workshops af den slags,” siger Troels. Nogle har efterspurgt ugentlige arrangementer i at programmere robotter. Andre udtrykker håb om, at der på et tidspunkt kan arrangeres hold på Maltfabrikken.

 

Ligesom i sidste weekend afvikles workshoppen i Aktivitetshuset på festpladsen i Ebeltoft, men i modsætning til sidste gang kan man blot møde op. Børnene skal dog huske at medbringe egen iPad til at foretage programmeringen på. Troels har en smule ekstra computergrej, men ikke nok til alle.

 

Troels Rasmussen kommer oprindeligt fra Ebeltoft men bor i Aarhus, hvorfra han arbejder med industrirobotter for Odense-firmaet Odico. Han er sideløbende forskningsassistent på Aarhus Universitet.

 

 

 

 

Fakta:

Gratis workshop i programmering af LEGO Mindstorms robotter i Aktivitetshuset i Ebeltoft:

Fredag 21. oktober klokken 10.00-14.00 og lørdag 22. oktober klokken 10.00-14.00.

Kort video om programmering af LEGO Mindstorms robotter og foromtale af sidste workshop:

http://www.kulturkommune.dk/lego-robotbyggeri