"Move for Life" workshop på Kulturhotellet 30. januar

Kom og vær med til at udvikle idéer til gode og anderledes bevægelses- og kulturevents

6. januar 2017:

Aarhus 2017, DGI og Syddjurs Kommune indbyder mandag 30. januar klokken 17 til 19 til den første af fire workshops, hvor hensigten er at fostre og udvikle på idéer til gode, folkelige og anderledes bevægelses- og kulturevents.

Målet for ”Move for Life”, der afvikles 4. og 5. november i samtlige 19 kommuner i kulturhovedstadsprojektet, har til formål at gentænke måden, vi er aktive på. Målet er at aktivere 15.000 mennesker i Region Midtjylland – med fokus på mangfoldighed, herunder på tværs af alder, køn, etnicitet, religion, seksualitet og bevægelsesfrihed.

På workshoppen i Rønde 30. januar lægges op til både brainstorm på nye idéer, videre arbejde med eksisterende idéer – og deltagerne klædes på til arbejdet med at skabe sjove, skæve og nytænkende events, hvor der indgår både kultur og bevægelse. Under workshoppen er der lettere forplejning til deltagerne.

Startskuddet til ”Move for Life” projektet blev givet 3. november på Fregatten Jylland. Her var mange engagerede borgere og medarbejdere fra både offentlige og private virksomheder mødt op for at høre om projektet, der bliver en såkaldt ”Fuldmånebegivenhed” under Aarhus 2017.

Husk tilmelding til workshoppen
Fuldmånebegivenheder er arrangementer, som rangerer lige under de fire største som fx åbningsfesten og Det Kgl. Teaters forestilling ”Røde Orm” på Moesgaard.
 

Ved det første introduktionsmøde deltog et halvt hundrede interesserede, og arrangørerne ser nu spændt frem til at høre fra disse - og meget gerne også andre, som vil være med til at udvikle nye sjove og anderledes projekter, der kombinerer bevægelses- og kulturaktiviteter på spændende måder.

På det første møde kom en masse idéer frem om fx mountainbike med indlagt meditation, diskotek i en svømmehal med elektronisk musik under vandet, vinterbadning, kulturelt løb mellem kirker og kulturinstitutioner med indlagte happenings – og meget, meget mere.

Til at understøtte dette er dannet en Facebook gruppe for interesserede, og foruden workshoppen 30. januar er der planlagt workshops 18. april, 16. august og 5. oktober. Man er velkommen til at møde op både med og uden idéer, bare man har lyst til at være med til at lave en event.

Du kan tilmelde dig workshoppen frem til og med 26. januar på mail: tste@syddjurs.dk

Fakta:
Den første Move for Life workshop afvikles på Kulturhotellet i Rønde 30. januar mellem klokken 17 og 19.

Links:
https://www.dgi.dk/moveforlife

https://www.facebook.com/moveforlife2017

Tidligere artikel med billeder og video om Move for Life:
http://www.kulturkommune.dk/move-for-life1