Masser af aktiviteter for børnefamilierne på Kong Menveds Marked

Markedet ved Kalø Slot 18. og 19. juni er underholdende historiefortælling

3. juni 2016

Ikke mindst børn og børnefamilier har udsigt til en ordentlig én på opleveren, når Kong Menveds Marked ved Kalø Slot åbner i weekenden 18. og 19. juni. Frivillige og arrangører arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads til et unikt middelaldermarked.

Søndre Stegeløkke indtages af drabelige riddere, muntre musikanter og gøglere. Underholdende historiefortælling for børn og børnefamilier, som også kan få lov at være aktive undervejs.

Naturformidlerne Anita Søholm og Mette Foged fra Karpenhøj Naturcenter fortæller, at de lægger op til kreativitet med bark, pil og andre naturmaterialer i en række workshops.

Urtesalt af brændenælder og ramsløg
”Vi har fået fat på en pilefletter, som vil vise, hvordan man flettede med pil i middelalderen,” fortæller Mette Foged. Hun tilføjer, at Karpenhøj Naturcenter også åbner mulighed for, at folk i middelalderdragter kan lave pynt til at sætte på tøjet, fx rævehaler og lignende.

Anita Søholm fremhæver fremstilling af urtesalt som en både underholdende og lærerig aktivitet.

I middelalderen krydrede man salt med brændenælder og ramsløg. Begge dele vokser tæt på Kalø Slot, men til urtesalt skal urterne være tørrede, så Karpenhøj Naturcenters naturformidlere har på forhånd tørret en masse, så alle kan være med.

Kanoner med trykluft
Peter Jørgensen fra virksomheden Mjødladen, som er primus motor i Kong Menveds Marked, er nu ved at have de sidste programpunkter på plads.

”Man kan i år købe poletter i form af middelaldermønter. Poletterne kan bruges på forskellige aktiviteter rundt på pladsen, bl.a. i sminkeboden, hvor man kan blive sminket, så man ligner en farlig landevejsrøver, en ridder, en tigger – eller en prinsesse”.

Det er også muligt at prøve hammerkast, hvor man kaster en rollespilshammer mod en skive med nogle hoveder på. Hvis man rammer, ramler hovederne ned. Bueskydning med rigtige buer er en anden aktivitet, og der opstilles også en række kanoner, der er drevet med trykluft. Med kanonerne kan man skyde mod et par skiver, udformet som en borgmur, der vipper, når nogen rammer plet.

Gøgl og vandede vittigheder
En gruppe arrangerer slåskampe mod en ridder, og et andet sted er det muligt at holde et rigtigt sværd og prøve en ringbrynje.

Undervejs vil grupper af entusiaster med interesse for middelalderkultur vise ridderslag, formidle kulturhistorien i smykker, musik og fortællinger om, hvordan folk levede for godt 700 år siden.

Kvartetten Moro er en kvartet, som efter eget udsagn optræder med middelalderinspireret musik, gøgl og vandede vittigheder. Gruppen fik sin debut på middelaldermarkedet i København i 2014, og siden har kvartetten været rundt på middelaldermarkeder mange steder i landet.

Pirrer alle sanser
Middelaldergruppen Warwik er en gruppe mere end almindeligt historieinteresserede mennesker, der på forskellig måde forsøger at levendegøre Danmarks middelalder. Dette sker med vægt på at pirre alle sanser gennem mad, håndværk og forskellige former for udstillinger.

Lupus Tempus hedder et historisk selskab, som gennem genskabelse af historiske processer søger at formidle historien.

En tredje gruppe er riddertruppen Ildhesten, der opfører eventyrlige shows til hest i tunge rustninger, lanser og hele udstyret fra dengang. Hvad der måske kan overraske nogle, er, at der også var kvindelige riddere.

Uden mad og drikke, duer ridderne ikke. Rundt omkring på pladsen kan man købe mad og drikke. Der er pølser med brød, ”arme riddere”, mjød, saft og øl – og til den søde tand bl.a. brændte mandler.

Links:

Program: http://www.kongmenvedsmarked.dk/side/program-2016

Bandet Moro: http://moroband.dk/

Middelaldergruppen Warwik: http://www.warwik.net/

Selskabet Lupus Tempus: http://www.lupustempus.dk/

Gruppen Ildhesten: http://www.ildhesten.com