Kulturel totaloplevelse ved Sletterhage Fyr

”Lighthouses – historier fra havet” 17. og 18. maj

10. maj 2019: Som optakt til den store kulturfestival i juni: ”Europæisk Kulturregion” kommer Teatret OM 17. og 18. maj til Sletterhage Fyr for at opføre en udendørs forestilling: ”Lighthouses – historier fra havet”.

Annemarie Waagepetersen fra det Ringkøbing-baserede teater fortæller, at publikum kan glæde sig til at opleve Sletterhage Fyr på en ny måde, hvor man både ser fyret udefra og indefra, går en tur langs stranden og kommer rundt i området gennem en vandreforestilling.

”Her får man forskellige historier fortalt, oplever en række visuelle tableauer, som står lidt i kontrast til naturen. Så hvis man kender fyret og området, kan man komme ud og genopdage det, og hvis man ikke kender det, så får man en teateroplevelse for alle sanser,” fortsætter Annemarie Waagepetersen.

Smagsoplevelser undervejs
Vejret kan ingen forudsige, så vejret er så at sige en medspiller. Teatret stiller også smagsoplevelser i udsigt for de 50 personer, som skuespillerne spiller for ad gangen: ”Der er kaffe og kage på Sletterhage. Nogle af de frivillige bager, og en malergruppe er også en del af forestillingen, hvor man bliver budt på mad og drikke undervejs”.

Det overordnede tema for forestillingen er, at fyrtårnene står majestætisk monumentalt ved grænsen mellem hav og land - dér hvor gamle historiske strandinger har fundet sted, med skibbrudne eller strandingsgods, der driver ind.

Annemarie Waagepetersen tilføjer, at forestillingen også kaster et blik på nutiden, set i historisk perspektiv med vandringer, rejser og migration.

Nye fællesskaber
”Så bliver man del af et nyt sted, og ens egen kultur bliver en del af det nye sted, og man tager også det nye steds kultur til sig. Stykket handler således også om udbytte, gæstfrihed og de nye fællesskaber”.

Forestillingen er blevet til på baggrund af et regionalt kulturprojekt i Ringkøbing-Skjern og Samsø kommuner, ved Bovbjerg og på Helgenæs.

Projektet har strakt sig over to år og har sat fokus på indvandring og synliggjort nye kulturer gennem møder, workshops og kulturelle byttehandler. Forestillingen turnerer til Sletterhage fyr, Bovbjerg fyr, Vesborg fyr og Lyngvig fyr.

Tid og sted:

”Lighthouses”: 17. maj kl. 19.30 samt 18. maj kl. 14.00 og 19.30 Sletterhagevej 58, 8420 Knebel.

For nærmere information og billetbestilling: http://www.teatretom.dk/dk/kalender

OBS: Forestillingen er ikke egnet for kørestolsbrugere eller gangbesværede.