Kultur på hjul kommer til Helgenæs Forsamlingshus 19. august

Byvandring i Esby på udkig efter de gode historier med efterfølgende frokost og workshop

9. august 2017:
"Kultur på hjul" på Helgenæs finder sted lørdag 19. august. Helgenæs Forsamlingshus er vært for arrangementet som begynder med fælles samling ved forsamlingshuset.

Herefter går turen i bil til Esby, hvor der er arrangeret en byvandring med byvandrer Pernille Helberg Stentoft. Har man ikke selv et køretøj, skal man selv aftale sig frem til en plads i en af de andre deltageres biler.

Pernille Helberg Stentoft fortæller, at vandringen er rute mellem steder i og historier om landsbyen, en slags opdagelse eller genopdagelse af Esby.Selv om man kender landsbyen godt, findes der måske steder, man ikke har lagt mærke til, eller huse, man ikke ved så meget om, eller fortællinger, man ikke har hørt, eller hændelser, man får lyst til at dele undervejs.

Frokost og workshop
Efter vandringen er der frokost i Helgenæs Forsamlingshus, og om eftermiddagen er der workshop ved kunstner Jens-Rune Gissel. Alle kan være med, og alle materialer findes på stedet.

Workshoppen bliver en anden måde at dykke ned i området på. Som afslutning på workshoppen arrangeres en lille udstilling i forsamlingshuset af eftermiddagens produktion, og der serveres en kop kaffe.

Som afslutning på dagen er der koncert med musiker og sangskriver Anders Graae. Han har skrevet en ny sang om Helgenæs i forbindelse med projektet. Anders Graae kommer forbi forsamlingshuset og spiller den nye sang og nogle af sine andre sange.

Hele dagen handler om Helgenæs, om at opleve halvøen på forskellige måder.
Alle er velkomne, børn fra seks år.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig til Dorthe Thuborg Andersen senest mandag 14. august.

TID STED OG TILMELDING:
Kultur på hjul på Helgenæs begynder i Helgenæs Forsamlingshus lørdag 19. august klokken 09.45. Derefter byvandring i Esby.

Tilmelding senest mandag 14. august til Dorthe Thuborg Andersen:

d.thuborg@icloud.com
86356842 / 53646842

BAGGRUND:
Kultur på hjul er et projekt under Kulturring Østjylland og har siden foråret 2015 besøgt 15 østjyske landsbyer. I Syddjurs kommune har Kultur på hjul tidligere været afholdt i Lime og Mygind.
Læs mere på www.kulturpaahjul.dk
Tidligere artikel om arrangementet: Kultur på hjul på Helgenæs

Foto ovenfor og serien nedenfor. Preben Stentoft.