Kulturnat for børn blev et tilløbsstykke tre steder i Syddjurs

På sporet af en festlig børnekulturnat i Hornslet, Kolind og Rønde

13. november 2017:

Fredagens Børnekulturnat 2017 blev et tilløbsstykke i Hornslet, Rønde og Kolind.

På Børnekulturnatten i Hornslet og Rønde handlede det om spor. I Hornslet om at gå i en andens fodspor, i Rønde om at følge mystiske spor.

I Hornslet stod Cirkus Aroma for åbningen med et fantastisk ildshow. Herefter var der lagt op til forskelligt gøgleri på cirkuslegepladsen, oplyser Kirsten Larsen fra Trianglen.

Husk at være dig selv
Time2learn i Hornslet havde lavet en spændende og lærerig skattejagt gennem hele huset. Pernille var gået i sin fars fodspor, med skæg, møblement og andre goder sager.

Klubben var gået i vikingernes fodspor, udklædning og aktiviterne var i top, og på Billedskolen fik man også lov at udfolde sine kreative evner. Dér skulle man tegne sko og fodspor, og det var nogle meget dygtige tegnere, der sad rundt om bordet.

Kirken havde overgået sig selv endnu engang med en helt fantastisk historie  om at huske at være sig selv - men lære af andre. 

Børnemylder i Kolind+
På biblioteket kunne man gå på opdagelse hos Pippi, der kunne laves bogmærker og eleksir, så man kunne sove godt.

På svømmesals gangen stod 6.klasserne og solgte mad, pengene skal gå til lejrture. Og der var bare gang i handlen, maden smagte godt. Springgymnastik i gymnastiksalen var også et hit. Spejderne varmede cacao over bål, skønt at få lidt at lune sig på – alt i alt en fantastisk aften.

Kolind+ myldrede på Børnekulturnatten af glade børn, der så teater, stegte pandekager på FDF’ernes bål og deltog i alskens aktiviteter arrangeret af byens sportsklubber, foreninger, biblioteket og skolen.

Børnene kunne bl.a. prøve at spille badminton, bordtennis, fodbold, bordfodbold m.v. På biblioteket var der arrangeret forskellige kreative aktiviteter, og ind imellem aktiviteterne kunne familierne købe et måltid mad i Café Plus.

Lederen af Kulturskolen Syddjurs, Christen Frost, siger:

"Vi havde en fantastisk Børnekulturnat på Kulturhotellet under temaet Mystiske Spor. 200 børn og deres forældre defilerede rundt mellem de spændende aktiviteter og koncerter arrangeret af Egnsteater, Kirke, Biblioteket og Kulturskolen og mange sluttede med at spise lasagne i Caféen".