Åbent Hus ved Kolind Svømmebad

23. april 2018: Syddjurs Kommune har i sit 2018-budget afsat midler til renovering af Kolind Svømmebad, som de sidste to sæsoner ikke har været i regelmæssig drift på grund af nedslidning.

Nu er arbejdet i fuld gang, og det forventes, at bassinerne kan tages i brug til sæsonstart i begyndelsen af juni, hvor sommeren forhåbentlig står for døren.
 
Det er primært den tekniske del af anlægget, der arbejdes med, og et nyt vandbehandlingsanlæg er ved at være på plads. Derefter venter opgaver som etablering af belægning omkring bassinerne og forbedringer på bygningen ved svømmebadet.

Information og snacks
Svømmebadet drives i sæsonen af et frivilligt svømmebadsudvalg under Kolind Borgerforening, og her glæder man sig til en sæson med et driftssikkert anlæg.
 
Onsdag d. 2. maj kl. 16.30-17.30 inviterer kommunens kulturafdeling alle med interesse for svømmebadet indenfor til information og en snak om svømmebadet.

Man vil kunne møde det frivillige svømmebadsudvalg og svømmeklubben Delfinen, som efter en sæson uden svømmebad igen påbegynder svømmeundervisning denne sommer. Desuden vil Syddjurs Kommunes rådgiver på projektet være til stede og fortælle om projektet.

Kultursekretariatet er vært ved lidt snacks og drikkevarer ved arrangementet, som ikke kræver tilmelding.
 
En ny hjemmeside for svømmebadet er på vej, ligesom svømmebadets Facebook-side snart vågner af dvalen, nu hvor der igen er aktivitet i udsigt.
 
Formand for udvalget for Plan, Udvikling og Kultur, Riber Hog Anthonsen, siger: "Jeg glæder mig til, at man igen kan bade, lege og lære at svømme i Kolind".

Udvalgsformanden ser frem til, at svømmebadet kommer i stabil drift - og til en forhåbentlig varm sommer!

For yderligere information kan leder af Kultursekretariatet Lene Bjarke Skov kontaktes på tlf. 21790474.