I Djurs og Mols kommer tilbage til sommer med klassiske koncerter

Ottende sæson med noget for alle sanser

2. februar 2018:

I Djurs og Mols havde en flot 2017-sæson – en vellykket festival med mange musikalske stjernestunder, udsolgte koncerter og høj festivalstemning, både når det musikalske møde skete til et glas vin i præstens have, til pop-up koncerter på The Island eller til fællessang i regnvejr ved fyret.

”Vi begynder allerede nu at glæde os til sommer, hvor vi er ved at forberede et spektakulært program,” fortæller Maj Kullberg, violinist og festivalleder.

25.-31. juli 2018 vender I Djurs og Mols tilbage med noget for alle sanser, men naturligvis allermest for høresansen.

Sofie Asplund åbner sæsonen
Programmet byder foreløbigt på dette (ændringer kan forekomme):

Festivalen åbnes af den lyriske svenske sopran Sofie Asplund, som bl.a. har kunnet opleves som Octavian i Rosenkavaleren, som Susanna i Figaros Bryllup og som Oscar i Maskeballet.

”De to sidstenævnte roller har hun både sunget på Den Kongelige Opera i Stockholm og i Malmø. Snart har hun rolledebut som Zerbinetta i Ariadne på Naxos på Göteborg Operaen. Med sig har hun et helt kammerorkester, Lunds Kammersolister, og der vil bl.a. være Mozart og Britten på programmet,” oplyser festivallederen.

Brantelid og Gislinge
”Andreas Brantelid, cello, og Katrine Gislinge, som vi tidligere år har nydt hver for sig, har fundet sammen i et storslået og romantisk russisk program. Cembalisten Lars Ulrik Mortensen kan vi opleve i en interessant triokombination med violin og dulcian -fagottens forløber. Med violinisten Cecilia Bernadini og fagottisten Jane Gower har Danmarks store barokmester specialiseret sig i 1600-tallets virtuose kammermusik fra Tyskland og Italien”.

Den snart cd-aktuelle Trio Vitruvi (billedet), som bl.a. vandt P2s kammermusikkonkurrence for et par år siden - og  i april har debut i Carnegie Hall - har festivalen længe ønsket at præsentere. Trioen optræder 29. juli et sted i Syddjurs.

Kroger Kvartetten vender tilbage som festivalens grundpille.

Meget mere i støbeskeen
”Og så har vi nogle grænsebrydende konstellationer i støbeskeen. Mere kan vi ikke røbe nu,” lyder det hemmelighedsfuldt fra festivallederen.

Solister fra Det Kgl. Kapel med bl.a. solo-oboisten Juliana Koch, som var prisvinder i årets ARD-konkurrence og er meget efterspurgt i hele Europa, spiller sammen med koncertmester Emma Steele,  cellisten Kim Bak Dinitzen og Alexander Øllgaard på bratsch i et varieret program.

Internationale stjerner har også sagt ja til at lægge sommerens turnéplaner forbi Djursland:

”Den efterspurgte østrigske violinsolist Benjamin Scmid, som spiller med Europas store orkestre, afslutter festivalen d. 31. juli med et virtuost program, der bl.a. byder på Beethoven og Paganini.  Vi er stolte af, at præsentere ham i Danmark i kammermusikformat”. 

”Vi ser frem til at mødes med vores publikum på de smukke steder i Nationalpark Mols Bjerge. Lad os udover musikken dele et glas vin sammen, synge fællessang, opleve områdets seværdigheder og kulinariske specialiteter. Sæt kryds i kalenderen den sidste uge af juli, så lover vi store musikoplevelser - I Djurs og Mols”.

Cellisten Jakob Kullberg på The Island ved Fregatten Jylland i Ebeltoft 31. juli 2017

Åbningskoncert på I Djurs og Mols 2017: Peter Lodahl, tenor og Daniel Heide, klaver på Rosenholm Slot

Benjamin Schmid spiller Mendelssohn

Lunds kammersolister på Skissernas Museum 2017