De 19 kommuners samarbejde er vigtigt

Overvældende program for Aarhus 2017 - Europæisk Kulturhovedstad præsenteret på Aarhus Teater onsdag 12. oktober

13. oktober 2016:

"Noget af det, vi har indset i processen med Europæisk Kulturhovedstad, er, at et program som dette kræver en masse plads".

"Derfor er vi meget heldige, at vi har så godt et samarbejde mellem alle 19  kommuner i Region Midtjylland," sagde Rebecca Matthews, administrerende direktør for Aarhus 2017, på det internationale pressemøde i Café Hack ved Aarhus Teater onsdag 12. oktober.

Pressemødet, der fulgte en mildt sagt overvældende tour de force gennem udvalgte dele af det enorme program i Aarhus Teater, havde stor bevågenhed fra både danske og udenlandske journalister. Der var sågar en journalist helt fra Kina med på pressemødet.

Ambitiøst samarbejde
For 2017 bliver et år med mange begivenheder, der vil interessere kulturinteresserede og turister fra hele verden. Turister, som vil komme på kulturel "pilgrimsrejse" med alt fra krydstogtskib til trædecykel.

Borgmester Jacob Bundsgaard anslog, at regionen i 2017 vil modtage omkring fem millioner turister, og da afstandene mellem kommunerne er beskedne, vil en mange turister finde rundt til arrangementerne rundt om i regionen.

Rebecca Matthews fremhævede, at samarbejdet mellem kommunerne ikke bare er en måde at skabe plads til udfoldelse af den kulturelle mangfoldighed, som programmet udstråler.

Både Matthews og Juliane Engberg, programdirektør for Aarhus 2017, betonede på mødet og i præsentationen i teatersalen, at samarbejdet er udtryk for, at alle parter i alle hjørner af regionen har arbejdet sammen om at skabe et ambitiøst, både dybt og bredt program.

Deler den kulturelle rigdom
Programmet deler ud af den kulturelle rigdom, som sprudler overalt - fra græsrødderne og rundt omkring i de etablerede institutioner.

Arbejdet med det fælles projekt, Aarhus 2017, vil højst sandsynligt også på sigt gavne samarbejdet mellem kommunerne i regionen, længe efter at kulturhovedstadsåret er omme, håber folkene bag det storstilede kulturhovedstadsår, der har været otte år undervejs.

 

Til venstre: Præsentationen af hele 2017-programmet var henlagt til Aarhus Teater, hvor de mange involverede og pressefolkene kæmpede ind imellem bravt om pladsen i de smukke omgivelser

Mange tilbud i Syddjurs
I programbogen (samt på internettet, i aviser og elektroniske medier) vil man den kommende tid frem mod åbningen lørdag 21. januar 2017 kunne læse, se og høre om de overvældende mange kulturelle tilbud. Også Syddjurs har mange tilbud hen over 2017.

Syddjurs Egnsteater har, sammen med bl.a. Filuren i Aarhus og teatre i Tyskland og Norge, siden 2014 arbejdet med en trilogi af lokalhistoriske kærlighedsberetninger, der i 2017 samles i et stykke totalteater. Teaterleder Hege Tokle (billedet til venstre) var godt tilfreds med, at netop "Hjerterum" stod øverst på listen over de udvalgte programpunkter fra Syddjurs.

Spændende ting vil ske på Ny Malt, hvor Det Grænseløse Køkken huserer i baggården. Jakob Vinkler fra SMAG har gang i flere gryder, og Syddjurs' børn inddrages i en stor børneåbning i lufthavnen.

En cykelrute fører turister rundt i regionen, som emmer af kulturhistorie, kreative erhverv og varieret natur.

Gentænk Landsbyen er et netværksprojekt mellem regionens landsbyer. Fregatten Jylland afvikler en stor international konference om træskibsbevaring og har et spændende sceneprojekt på bedding. Glasmuseet, biblioteket, The European Film College, Kraftværket i Kolind... Alle har de tilbud til kulturinteresserede af mange slags.

Der er meget mere, som medier af alle slags vil tage op, efterhånden som begivenhederne nærmer sig.

Link til information om hele programmet: www.aarhus2017.dk/