Kom frem med idéerne til involverende aktiviteter

Vær med til at gøre Frivillig Fredag/Foreningsmessen i Rønde Idrætscenter et tilløbsstykke

4. september 2018: ”Vi skaber rammerne, foreningerne fylder rammerne ud,” understregede formanden for Frivilligrådet, Peter Tofft, på mandagens orienteringsmøde om Frivillig Fredag, der ligesom i fjor kombineres med en Fritidsmesse i Rønde Idrætscenter.

Repræsentanter fra cirka 25 foreninger var mødt op for bl.a. at diskutere, hvordan publikum kan tiltrækkes og involveres mere i aktiviteterne på messen 28. september.

Kræftens Bekæmpelse afvikler konkurrence
Arrangementet er dels en fest for at hylde frivilligheden, dels en chance for foreningerne til at vise, hvad de har at byde på – for på den måde tiltrække mennesker fra det omkringliggende samfund.

Temaet for årets messe, der arrangeres af Frivilligrådet Syddjurs Kommune, Rønde Distriktsråd og Rønde Idrætscenter, er: ”Her er vi seje sammen”. Et motto, som arrangørerne håber foreningerne vil lægge sig i selen for at demonstrere.

23 foreninger er foreløbig tilmeldt før fristen 6. september, og Kræftens Bekæmpelse Syddjurs Lokalforening har allerede meldt sig med en aktivitet, som foreningen håber, at publikum vil tage vel imod: En konkurrence med en dejlig kogebog som præmie.

Cirkusforestillinger og cirkusskole
Konkurrencen tager udgangspunkt i de syv tegn på kræft, man skal være opmærksom på, og desuden stiller foreningen med et fornøjeligt Twister-spil, som plejer at være populært.

Ikke mindst til glæde for børnene kommer Cirkus Aroma for at lave forestillinger og cirkusskole, men der er plads til mange flere aktiviteter, som kan tiltrække og fastholde publikum, voksne såvel som børn.

Pia Foldager (pfa@syddjurs.dk) tager imod tilbud – og foreningerne bedes senest torsdag 6. september tilmelde sig arrangementet her: https://www.syddjurs.dk/Frivilligfredag2018

Fakta:
Frivillig Fredag/Foreningsmesse afvikles i Rønde Idrætscenter 28. september klokken 14.00-17.30.

Husk at melde din forening til senest torsdag 6. september på:
https://www.syddjurs.dk/Frivilligfredag2018

Har du eller din forening tilbud om en publikums-involverende aktivitet, så kontakt Pia Foldager, Syddjurs Kommune: pfa@syddjurs.dk

Arbejdsgruppen bag Frivillig Fredag: Vicki Richter Autsen, Rønde Idrætscenter, Torben Lave, Rønde distriktsråd, Helle Pedersen, Frivilligrådet, Pia Foldager, Syddjurs Kommune og Anna S. Jørgensen, Frivilligrådet (billedet øverst, taget foran Rønde Idrætscenter).

Link:
Video og billeder fra sidste års Frivillig Fredag/foreningsmesse