Friluftsbadet er klar til start!

Kolind Svømmebad er efter en omfattende renovering klar til sommersæsonen søndag 10. juni

31. maj 2018:

Kolind Svømmebad er efter en omfattende renovering af teknikken klar til sommersæsonen. Søndag d. 10. juni kl. 11 er der indvielse med fri entré, is og svalende svømmeture til alle.

Der bliver fest og sommerstemning, når Riber Hog Anthonsen, formand for Udvalget for plan, udvikling og kultur, Syddjurs Kommune, åbner Kolind Friluftsbad efter to år uden stabil drift.
Åbningsdagen, søndag d. 10. juni, fejres med åbningstale, musik, is til alle kl. 11-12 og fri entré hele dagen.

"Det er dejligt, at vi denne sommer igen kan tilbyde kommunens gæster og borgere en mulighed for at svømme, lege og hygge sig med vandaktiviteter, også i den ikke-kystnære del af kommunen. Det er utrolig flot, at frivillige kræfter gennem så mange år har sørget for den daglige drift af svømmebadet, som nu igen kan blive et samlingssted for børn og familier fra hele kommunen", siger Riber Hog Anthonsen forud for åbningen.

Lækkert badevand til alle
De to opvarmede bassiner ligner umiddelbart sig selv, men al teknik og rørføring er blevet opdateret og dermed klar til mange flere sommersæsoner, muliggjort af en anlægsbevilling på Syddjurs Kommunes 2018-budget. Med den nye teknik overholder vandkvaliteten i svømmebadet alle lovens krav, og der kan nu loves lækkert badevand til alle besøgende

Det er fortsat frivillige kræfter fra Svømmebadsudvalget under Kolind Borgerforening,  der står for driften af svømmebadet, som udover at holde åbent hver dag i skolernes sommerferie, også benyttes af Kolind Centralskole og Svømmeklubben Delfinen. Svømmeklubben har igen åbnet for indmeldelse for sæsonen og vil også være at træffe ved svømmebadet på åbningsdagen.
Svømmebadet har i forbindelse med genåbningen fået en hjemmeside, www.kolindsvoemmebad.dk, hvor man kan læse mere om åbningstider, entrépriser m.m. Man kan også følge svømmebadet på Facebook.

Med 45 år på bagen måtte Kolind Svømmebad sidste år erklæres nedslidt. Anlægget kunne ikke længere leve op til kravene til vandkvalitet i svømmebade, og Syddjurs Kommune måtte dermed smide "badehåndklædet" i ringen. På åbningsdagen vil al teknik være renoveret, mens der henover sommeren fortsat vil blive arbejdet på en opdatering af bygningen m.m.

Kolind Svømmebad - åbningstider:
Juni:
Mandag, onsdag og fredag kl. 7-8
Tirsdag, torsdag og fredag kl. 15-18
Weekender kl. 11-18
 
Skolernes sommerferie:
Mandag, onsdag og fredag kl. 7-8
Mandag og onsdag kl. 11-16
Tirsdag, torsdag og fredag kl. 11-18
Weekender kl. 11-18
 
Pris: Enkeltbillet 25 kr./ 10-turs kort 200 kr. (gældende i 2018)