Vægterne i Ebeltoft holder traditionerne i live

6. juli 2018:

Ebeltofts vægtere synger hver dag i sommerperioden klokken 20, 21 og 22 trappen til det gamle rådhus i Ebeltoft. De synger de vers, der passer til timen og vagtverset, som henvender sig til "den store vægter histoppe", fortæller vægter Lars Hastrup.

"Man bliver vægter, fordi man synes, at det er sjovt og hyggeligt, og fx fordi man er historisk interesseret. Ind imellem får man en hyggesnak med nogle af turisterne. Det er et lystbetonet fritidsjob at gå vægter i dag, og sådan har det været siden 1952-53," supplerer vægter Ole Bisp.

Vægterne forsvandt fra købstadens gadebilledet i 1920'erne, hvor gadebelysningen blev elektrisk, men i byen savnedes sangen, og vægternes nuværende (og eneste oldermand siden stiftelsen af Ebeltoft Vægterlaug i 1966!), Hans Røigaard, startede i første halvdel af 1950'erne og gik vægter sammen med  Palle Gad.

Nu er vægterne modne mænd
"De var begge studentersangere, og det var derigennem, at de på universitetet havde set et opslag om, at man søgte vægtere i Ebeltoft. Siden hyrede man studerende, som kom til en sangprøve. Blev de godtaget, fik de lov til at gå vægter i hvert fald i tre uger," fortsætter Ole Bisp.

Kommunen og den daværende turistforening hjalp de unge vægtere til at få et sommerjob, et billigt logi, samt et måltid varm mad hver dag. Måltidet fik de på byens restauranter efter en bestemt turnus. En tradition, der stadig holdes i hævd.

Det er med årene blevet nærmest umuligt at skaffe unge vægtere, fordi det er vanskeligt at finde feriejob til dem i dagtimerne. Aldersmæssigt er de cirka 50 aktive vægtere derfor nu om stunder modne mænd, og rekrutteringen sker gennem de aktive vægteres bekendtskabskreds.


Ansættes af Destination Djursland
Destination Djursland, der har til huse ude ved lufthavnen i Stabrand, står for aflønning og ansættelse af nye vægtere - med tilskud fra Syddjurs Kommune.

"Hvis man gerne vil være vægter, kan man kontakte én af vægterne eller Destination Djursland," opfordrer Ole Bisp.

Lars Hastrup, der er kirkesanger ud over vægtergerningen, fortæller, at vægterne har gået i Ebeltoft siden renæssancen.

Autentiske uniformer
"Det var nødvendigt, da man fik købstæderne, at man også havde en form for politi, som foruden lov og orden kunne sørge for gadelamperne - og ikke mindst sang de for at oplyse alle i byen om, hvad klokken var slagen på rådhusuret".

Foto ovenfor: Lars Hastrup og Bjarne Søndergaard Bendtsen

 

Vægterne gør i dag meget ud af at fremstå så autentiske som muligt i gamle politiuniformer. De bærer rundt på en kopi af forne tiders morgenstjerne - en smuk, høj egetræsstang med pigge.

"Morgenstjernen var i gamle dage af metal og et stærkt symbol på, at her har man ordenshåndhæverne - og den kunne desuden bruges til at rage stråtaget ned, hvis det brændte. Indtil midten af 1700-tallet var en stor del af købstadens huse bygget med stråtag. Morgenstjernen var også et godt lille våben, hvis der kom udenvælts fjender galopperende gennem gaden i fuld harnisk," smiler Lars Hastrup.

En blandet brødreflok
Vægterne var dårligt betalt, så nogle var skorstensfejere i dagtimerne eller gik kommunens folk til hånde. Man kunne også have et job som arrestforvarer, og vægterne havde den særlige opgave at tænde byens gadelamper, når det ikke var måneskin.

Det var et omfattende arbejde at være vægter, så henne ved apotekeren var opsat et gammelt polstret kuskesæde, hvor vægteren kunne hvile sig lidt og samtidig holde øje med apotekerens port og gård. Om sommeren kunne vægterne sidde på rådhustrappen og blunde lidt i det klare månelys.

Dagens vægtere er en blandet flok med gode sangstemmer, og de er brødre - solidariske med hinanden i vægterlauget, taler godt om hinanden, støtter og hjælper hvor de kan. Det er et stærkt fællesskab, som fire gange årligt samles i et vægterkor, der under disse sammenkomster synger forskellige sange flerstemmigt.

Dansk og autentisk
Vægtersangene er helt tilbage fra gammel tid de salmevers, man finder man i den danske salmebog, som rummer vers til hver klokketime fra klokken otte om aftenen frem til morgen, hvor man synger om Jesus som morgenstjerne.

I dag bruges især versene til klokken otte om aftenen (om den mørke grav), klokken ni (om dagen, der skrider under, og natten, der vælder ud) - og klokken ti (på tide at komme i seng og slukke lys og ild).

"Det er fantastiske vers og linjer. Det er dansk med mange århundreders autencitet," bemærker Lars Hastrup. Han fortæller, at klokken 11-verset især gør lykke i børnefamilier, eller hvis vægterne kommer forbi et selskab med fx fødselsdag, konfirmation eller barnedåb. I verset bedes til Gud, at alle kan sove trygt.

Foto: Lars Hastrup til venstre, Ole Bisp til højre

Bog og cd om Ebeltoft Vægterlaug
Til sommerfesten i Ebeltoft slutter vægterne ved midnat fakkeltoget gennem byen af med klokken 12-verset, som handler om, at det var ved midnatstide, Vorherre blev fød´ - og til sidst spiller Ebeltoftgarden "I skovens dybe stille ro".

Om sommeren i juli til første torsdag i august er der om torsdagen klokken ni en aftenandagt på tre sprog i Ebeltoft Kirke. Her følges vægterne af en hale af turister og andre, , herunder Ebeltofterne selv, som synges ind i kirken.

Vægterne kan til specielle lejligheder i Ebeltoft - mod betaling - hyres gennem Destination Djursland, men vægterne er historisk et købstadsfænomen, så derfor er det også i dag kun i Ebeltoft, det foregår, understreger Ole Bisp. 

Der blev i 2006 udgivet en bog om Ebeltoft Vægterlaug. Lauget blev stiftet i 1966. Bogen kan stadig købes i Bogby Ebeltoft i det tidligere turistkontor skråt overfor Fregatten Jylland. Bogen er sprængfyldt med information og illustrationer, der fortæller "alt" om vægterne i Ebeltoft gennem tiderne. Indlagt findes en cd med en stor del af de sange og salmer, som vægterne synger.

Links:
Bogby Ebeltoft: http://www.bogbyebeltoft.dk/

Destination Djursland: http://www.turismepartner.dk/

Video - se nedenfor: