Rotary indretter drive-in-bio på strandengen

Håber med tre forestillinger i september at kunne grundlægge en ny tradition i Ebeltoft

23. juni 2017:

 

Hvis det står til Rotary Ebeltoft, skal strandengen i Ebeltoft til september omdannes til en hyggelig drive-in-biograf, fyldt med glade mennesker, der i smukke og stemningsfulde omgivelser spiser popcorn og får en dejlig filmoplevelse sammen.

Jette Glargaard fra Rotary Ebeltoft håber, at befolkningen vil tage godt imod initiativet.

”Vi tror det er vigtigt, at der også sker noget i Ebeltoft, når de fleste turister er taget hjem. Vi har talt om idéen gennem de sidste fem år, og nu skal det være,” siger Jette Glagaard, mens hun viser rundt på strandengen, hvor det store lærred stilles op.

Film med udsigt til solnedgangen
16 x 8 meter er lærredet, som filmene skal vises på over de tre dage: 8., 9. og 10. september. De tre film bliver meget forskellige, så drive-in-biografen alders- og interessemæssigt kommer hele paletten rundt.

Udstyret lejes hos en professionel rejsebiograf, der klarer alt det tekniske med opstilling, drift, forsikringer og nedtagning. Naboerne til biografen vil næppe høre meget til biografen. Lyden sendes nemlig ind i bilerne via bilernes indbyggede radiosystem.

Strandengen er valgt, fordi den giver bio-bilisterne udsigt til den smukke aftenhimmel, en halv time før solnedgang.

Mange samarbejdspartnere
På strandengen forenes byliv og strandliv, kultur, samvær og nærvær i et år, der er udnævnt til et særligt kulturår. Et perfekt startår for en god tradition – ligesom Rotary ved starten for omkring 70 år siden grundlagde den første børnehave i Ebeltoft, og for mere end ti år siden var initiativtager til Ebelfestivalen.

Rotary Ebeltoft har påtaget sig opgaven at styre projektet, som støttes af Syddjurs Kommune, og håber at mange lokale parter og frivillige vil være med.

Arbejdet er allerede godt på vej, og Jette Glargaard fortæller, at der nu findes en Facebookside og en webside, hvor interesserede kan følge projektets udvikling.

Fakta:

Rotary Ebeltoft står bag Ebeltoft Drive in Bio.
De første tre forestillinger spilles 8., 9. og 10. september 2017.
De udvalgte film er ”LOGAN”, ”Into the wild” og ”Kongens valg”.
Ebeltoft Drive in Bio er tænkt som en årligt tilbagevendende kultur- og oplevelsesbegivenhed.

Links:

www.ebeltoftdriveinbio.dk
www.facebook.com/ebeltoftdriveinbio