Dykkerbesøg på Ebeltoft Kystkulturfestival

Søværnets skole, Center for Dykning aflægger Syddjurs adoptionsbesøg og demonstrerer dykning

6. august 2018:

Man kan komme helt tæt på såvel dykkerudstyr som mandskab, når Søværnets Skole, Center for Dykning, besøger Ebeltoft i forbindelse med Kystkulturfestivalen i Fiskerihavnen, som afvikles 10.-12. august.

Blandt festivalens mange maritime aktiviteter og oplevelser stiller såvel dykkerskolen som det lokale Dykkehistorisk Selskab op og fortæller om og demonstrerer nyt henholdsvis historisk udstyr og svarer på gode spørgsmål.

Søværnet har haft tradition for at lade byer "adoptere" værnets fartøjer med særlig relation til byen, og på den måde adopterede Ebeltoft i 1980 sit første fartøj, nemlig tankfartøjet A 568 Rimfaxe, der havde fragtet Fregattens master til Ebeltoft. 

Siden da har kommunen haft flere adoptionsfartøjer på grund af udsikftninger i flåden, og i 2009 blev det i stedet for et skib til Søværnets Dykkerskole, som skolen hed dengang.

Borgmesteren glæder sig
Ebeltoft Marineforening har fra første færd været et naturligt bindeled mellem kommunen og adoptionsfartøjet.

Borgmester Ole Bollesen glæder sig til det forestående besøg og siger: "Som kystkommune har samarbejdet med Center for Dykning både været interessant og en fornøjelse. Jeg glæder mig meget til dette års besøg i Ebeltoft."

Et adoptionsbesøg består af traditionsrige lukkede arrangementer for de involverede i besøget, men altså også som altid publikumsrettede aktiviteter, ligesom adoptionsbesøgene i gamle dage blev afviklet i forbindelse med Ebeltoft Maritime Dage.

Besøg for sidste gang
Det bliver sidste gang Center for Dykning aflægger adoptionsbesøg i Syddjurs Kommune, da forsvarets skolestruktur ændres med årets udgang, og centret derfor lukkes. Chef for Center for Dykning Henrik Stilling fortæller, at dykkertræningen fra årsskiftet flyttes ind under forsvarets operative virke og skolens lange historie slutter dermed. Med skolens lukning ophører den tradition som Syddjurs Kommune, tidligere Ebeltoft, har haft siden 1980 for at være adoptionsby for et af forsvarets fartøjer og siden 2009 altså dykkerskolen.

Det er lørdag d. 11. august kl. 10-12.30 og kl. 13.30-15.30 at man kan møde dykkerne på festivalområdet. Læs mere om Ebeltoft Kystkulturfestival på www.ekfestival.dk