Demokratistafetten kommer tilbage til Syddjurs

Bibliotekerne i Region Midtjylland sætter fokus på bæredygtighed, fællesskab og demokrati

27. marts 2017:

Sammen med lokale unge sætter bibliotekerne i Region Midtjylland fokus på bæredygtighed, demokrati og lysten til at give noget videre til samfundet. Det foregår på bibliotekerne i hele regionen i uge 14 fra den 3. – 7. april 2017, og slutter med en fælles event på kulturfestivalen Off Road i Herning den 11. april.

I Syddjurs gælder det Holdningsspeeddate mandag d. 3. april, et lukket arrangement, hvor gymnasieelever er inviteret til at møde andres holdninger og debattere.

Ugens to øvrige arrangementer er åbne, og alle er velkomne. Det drejer sig om "Cake’N’Talk" onsdag d. 5. april kl. 19 på Café Campus, hvor man kan være med til at diskutere ”Hvad er det gode kultur- og fritidsliv for unge i Syddjurs” med blandt andre Kirstine Bille, formand for udvalget for Plan, Udvikling og Kultur.

Morgenmad med mening
Fredag d. 7. april kl. 8-10 handler det om "Morgenmad med mening" på Rønde Bibliotek, hvor man inviteres til at diskutere bæredygtighed over et rundstykke og en kop kaffe.

Syddjurs Bibliotek er også med, når projektet afsluttes på Offroad festivalen i Herning den 11. april.

Her bidrager biblioteket til en grøn oase fyldt med streetfood, kreative workshops og andre oplevelser med fokus på bæredygtighed, redesign og samskabelse.

Hvert af regionens biblioteker bidrager også med et kæmpebogstav i ordet ”Demokratistafetten”, som skal stå på festivalen. I Syddjurs er PGU Rosenholmved at bygge bogstavet, oplyser Lisbeth Larsen, Syddjurs Bibliotek.

Om DemokratiStafetten:
DemokratiStafetten er et samarbejde mellem bibliotekerne i Region Midtjylland. Projektet har to formål:

Udvikle og synliggøre bibliotekerne som platform og demokratisk rum.

Få unge mennesker til at involvere sig aktivt i deres lokalsamfund og være med til at få tingene til at ske.

Projektets fysiske stafet – en 10 personers samtalecykel – har rejst rundt til bibliotekerne i regionen i de forgangne to år, og der er blevet afholdt næsten 300 aktiviteter foruden to ungdomsdemokratiske festivaler på Kulturmødet på Mors i 2015 og 2016.

Syddjurs Bibliotek havde stafetten i november 2015, hvor biblioteket blandt andet sammen med Demorådet afviklede en række forskellige aktiviteter.

I 2017 kører stafetten igen og denne gang afprøves en ny stafetform, hvor projektets aktiviteter er koncentreret i uge 14 og kommer til at foregå nogenlunde samtidig rundt på de 16 medvirkende biblioteker.

Link: https://syddjursbibliotek.dk/tags/demokratistafetten

Samtalecyklen. Foto: Peter Hesselberg

Den ti personers samtalecykel skabte megen opmærksomhed rundt i region Midtjylland. I 2015 besøgte cyklen Syddjurs. Nu i 2017 afprøves en ny stafetform. Foto: Annette Harlis Thorgaard.