Morgenfriske Børn og voksne kørte Dawn Ride

Lang karavane trodsede morgendisen og kørte morgengryet i møde

Karpenhøj Naturcenter og DGI fik 55-60 morgenfriske børn og voksne med ud på den såkaldte "Dawn Ride", hvor cyklister på lys-pyntede cykler kørte morgengryet i møde.

"Det blev en fantastisk morgen og formiddag," fortæller Karen Thingstrup fra Karpenhøj Naturcenter. "Deltagere i alle aldre, var gået all in på at pynte/pimpe deres cykler – og med forskellige sjove pimp-effekter som lysende balloner og knæklys leveret af DGI, blev de endnu flottere, før starten gik".

Borgmester Claus Wistoft holdt en kort velkomsttale og kørte i front på den smukke rute i morgendisen. Karavanen var lang, og vel tilbage stod borgmesteren overfor det svære valg at kåre morgenens flottest pyntede cykel.

Hygge i pejsestuen
Silje Rasmussen havde end ikke kunnet sove natten op til arrangementet af bare spænding, og blev forståeligt nok vinder i Syddjurs.

Mindstemanden på omkring 1 år kunne nyde turen fra en særdeles flot ladcykel tilhørende Gustav Tipsmark, som sidenhen blev kåret som samlet vinder i hele regionen.

"Efterfølgende hjalp alle til, og der blev hygget til den store guldmedalje i pejsestuen med god kaffe, rundstykker m.v.," fortæller Karen Thingstrup.

 

 

https://www.facebook.com/dawnride/?fref=ts

https://www.facebook.com/Karpenhøj-Naturcenter-103303753073277/

Billeder og videokilde: Karpenhøj Naturcenter.