Kør morgenlyset i møde med funklende cykler

Stemningsfuld lokal markering af Kulturhovedstad Aarhus 2017 med start på Karpenhøj Naturcenter lørdag 21. januar klokken 07.30

13. januar 2017.

Karpenhøj Naturcenter opfordrer alle morgenfriske cyklister til at møde op lørdag 21. januar klokken 07.30 til en stemningsfuld markering af, at Kulturhovedstad Aarhus 2017 åbner for overflødighedshornet af kulturelle arrangementer i hele Region Midtjylland.

Eventen, der finder sted samtidigt i alle regionens kommuner, spreder lys og glæde i morgengryet. Karpenhøj Naturcenter og DGI Østjylland står sammen om arrangementet i Syddjurs.  Inspirationen til lysfesten er hentet i julens og karnevallets mange lys.

”Vi starter dagen med, at deltagerne pynter sine cykler med lys i alskens funklende farver. Herefter går starten på en knapt én times smuk cykelparade ad en beskyttet rute,” fortæller Karen Thingstrup fra Karpenhøj Naturcenter.

”Naturcentret ligger højt, så cyklisterne kan glæde sig til en fantastisk tur rundt i denne del af Nationalpark Mols Bjerge”. Karen Thingstrup lover en meget afvekslende tur med udsigt til at se det smukke morgenlys spire langsomt frem, når solen står op.

Vel tilbage på Karpenhøj er der præmieuddeling og pejsehygge med fælles gratis morgenmad.

Arrangørerne understreger, at alle cyklister er velkomne – børn, voksne, familier med anhænger eller ladcykel, pensionister på elcykel. Der skal mindst være lys for os bag. Gerne meget mere lys!


 

Karen Thingstrup fra Karpenhøj Naturcenter vil byde cyklisterne velkommen med bål ude og i pejsestuen.

Fakta:
Dawn Ride lørdag 21. januar kl. 07.30 er en event for cyklister i alle aldre.
Cyklister fra hele Syddjurs opfordres til at tage hul på Kulturhovedstad Aarhus 2017 med en smuk, lysende og farverig morgentur på pyntede cykler.
Start fra Karpenhøj Naturcenter, Dragsmurvej 12, Knebel.
Slutter med gratis fælles morgenmad og pejsehygge.
https://www.facebook.com/events/305783693137536/
https://www.facebook.com/dawnride