Nyt mountainbike-løb for børn 30. april

Arrangeres i samarbejde mellem Ebeltoft Track-Team og eventfirmaet Ebeltoft Outdoor

20. marts 2017:

Alle børn og unge inviteres til en aktiv dag på mountainbike-sporet i Ebeltoft 30. april. Der tilbydes tre distancer, som man kan vælge efter alder og erfaring, og alle der kan cykle kan være med.

Børne-løbet er den første begivenhed i et nyt samarbejde mellem Ebeltoft Track-Team der vedligeholder mountainbike-sporet og eventfirmaet Ebeltoft Outdoor.

"Vi benytter selv sporet med vores børn og mødes ofte med andre familier om en aktiv dag på mountainbike. Det er en god oplevelse for hele familien og børnene lærer hurtigt at køre på det nye børnespor," siger Christina Hellevik fra Ebeltoft Track-Team.

Tre distancer at vælge imellem
Hellevik glæder sig over, at der nu er blevet bygget en bålhytte og et shelter, så MTB-kørerne nu kan mødes uanset vejrforhold for at give den gas på sporet og hygge bagefter.

Det nye løb hedder "Børne MTB Ebeltoft" og afholdes første gang d. 30. april på mountainbike-sporet i Ebeltoft.

Der er en kort distance for de helt små, hvor de kører 30 minutter på børnesporet. De lidt ældre børn kører 40 minutter på samme spor og sidst er der de unge der har 90 minutter på voksen-sporet.

 

Fotograf: Christina Hellevik

Et af landets bedste MTB-spor ligger i Ebeltoft
"Vi ønsker at vise børn og familier at én af landets bedste mountainbike-spor ligger i Ebeltoft. Et spor der er etableret gennem en årrække, og som nu er klart til en række årlige events for børn og unge. Målet er at være aktiv og hygge og for kun 50 kr. får alle deltagere både et startnummer til styret og en medalje. Der er ingen vindere og ingen tidstagning, så det handler altså om at hygge." udtaler Randi Lange fra Ebeltoft Track-Team.

Det nye mountainbike-løb er etableret som en afprøvning af konceptet til et lignende arrangement for børn og unge til Nationalpark Outdoor Festival i august. Her skal der igen køres på både børne- og voksensporet. Dette børne-løb er dermed ét af flere mountainbike-løb der skydes igang i området.

"For os arrangører handler det om at udvide mulighederne for outdoor-sport i vores lokalområdes fantastiske natur. Vores samarbejde i arrangørgruppen bygger netop på en fælles drøm om øge mulighederne for et mere aktivt liv for børn og unge. Vejen frem er erfaringsdeling og samarbejde lokalt." oplyser Thomas Kjerstein, Ebeltoft Outdoor.

Eventen kan findes og følges på Facebook under navnet "Børne MTB Ebeltoft". 

Direkte link:

https://m.facebook.com/Børne-MTB-Ebeltoft-1298673026877142/

https://www.facebook.com/events/1842656942652897/?ti=icl