Brændingsskulptur bliver til syd for Hotel Ebeltoft Strand

Ler og ild skaber glødende kunstbegivenhed til september

2. august 2017:

Fredag 8. september bliver der et smukt syn at skue ved en spændende kunstevent i Ebeltoft. Keramikkunstneren Jørgen Hansen, Hyllested,afslører et spektakulært værk: en såkaldt brændingsskulptur.

Fra 29. august opføres skulpturen på arealet overfor Maltfabrikken, syd for Hotel Ebeltoft Strand – en proces der kulminerer, når mørket falder på den 8. september på foranledning af Syddjurs Kommunes Billedkunstråd.

Jørgen Hansen og hans 5-6 hjælpere tager hul på processen allerede 29. august, hvor skulpturen bygges op af ler på et fundament af sten. Dette arbejde foregår inde i et ”hus” af stilladselementer og presenninger med et tag af metalplader til at styre tørringsprocessen og den senere brænding af skulpturen.

Når leret har tørret passende, pakkes skulpturen ind i et varmebestandigt materiale, som danner det ovnkammer, hvori skulpturen brændes over 24 timer.

 

Billedet: Så spektakulært ser det ud undervejs i den spændende transformationsproces fra ler gennem ild til keramik. Skulpturen ”Sesam Luk Dig Op” er lavet i 2008 i det multietniske boligområde Herredsvang i Aarhus. Foto: Ivar Mjell.

Skulpturens indre gløder
Indfyringen i ovnkammeret stoppes ved de 1000 grader, og når alt er brændt ned, løftes ovnkappen af og lægges til side. Skulpturens ler er nu transformeret til keramik, og publikum vil kunne følge med i den spændende ændring af materialet, efterhånden som temperaturen falder.

Skulpturens ydre køler hurtigt ned, men skulpturens indre gløder en halv times tid efter, at bålet omkring og indeni er brændt ud.

Jørgen Hansen beskriver projektet som et folkeligt og sanseligt projekt, der er en forestilling om tiden, menneskene og tilværelsens foranderlighed. Det rå ler får et nyt liv og en anden slags styrke gennem brændingen, og skulpturen forandres yderligere, efterhånden som vind og vejr angriber overfladen, så skulpturen langsomt med tiden forandrer sig og nedbrydes.

Det er Syddjurs Kommunes Billedkunstråd, der har taget initiativ til projektet, som er støttet økonomisk af bl.a. Kunstrådet, Syddjurs Kommune, Nationalpark Mols Bjerge og Kvadrat. Alle er velkomne til at følge såvel processen med opbygning af skulpturen som til selve ”afsløringen” af den glødende skulptur. Mere information om tid og sted følger op til begivenheden.

Link til mere information om brændingsskulpturer: http://firingsculpture.com/

Læs mere om keramiker Jørgen Hansen: http://www.jorgenhansen.com/